Du er her :
  1. Egenredning

Egenredning - trin for trin

10-trins guide til, hvordan du redder dig selv på havet efter en kæntring i havkajak.

Start med at øve dig på ca. 1,2 meters dybde og kontroller altid at stroppen på skørtet er frit tilgængelig. Øv gentagne gange at sidde med lukkede øjne og føre hænderne frem langs cockpitkanten og få fat i stroppen. Øv også at trække skørtet af, så hele øvelsen føles tryg.
Følg herefter nedenstående vejledning trin for trin og du vil lære de grundlæggende principper i egenredningen.

Udstigning / wet exit

Du ligger nu med hovedet mere eller mindre nedaf og fører roligt hænderne frem langs kanten på cockpittet, indtil du møder stroppen til skørtet. Træk skørtet af ved at rykke frem, op og bagud. Sæt hænderne ud for dine hofter på kanten af cockpittet og skub dig ud af kajakken på samme måde, som hvis du skulle rejse dig fra en skammel. Hold fast på kajakken med den ene hånd, så du har kajakken under kontrol og forhindrer den i at drive væk med vinden.

Gør pagajflyderen klar

Kajakken ligger nu med bunden i vejret, og du ligger på ryggen i vandet. Stik et eller to ben ind i cockpittet, så du har godt fat i kajakken og begge hænder fri.

Hold pagajen i den ene hånd. Med den anden hånd frigør du pagajflyderen og monterer den på det ene pagajblad. Spænd også stroppen og tjek at den ikke kan glide af. Hvis du har en oppustelig pagajflyder, monteres den på pagajen og pustes op.

Vend kajakken

Tag fat i cockpitkanten og vend kajakken. Det skal gøres hurtigt, så der ikke løber for meget vand ind. Er der kommet meget vand ind, vippes kajakken lidt frem og tilbage med bunden i vejret, så der slippes luft ind og vandet kan rende ud. Herefter vendes kajakken hurtigt.

Vær opmærksom på at holde fast i kajakken, så den ikke stikker af i vinden.

Skab stabilitet

Stik det frie pagajblad ind under dækslinerne agten for cockpittet, så pagajen og pagajflyderen udgør en forholdsvis stabil udrigger.

Vær opmærksom på at få pagaj og blad langt nok ind under linerne, så belastningen ligger på skaftet og ikke bladet, for at minimere risiko for brud.

Træk dig op

Tag fat med begge hænder fat i dækslinerne på modsatte side af kajakken. Lad dine ben flyde bagud og op mod vandoverfladen. Læg ét ben op på pagajflyderen, og træk dig op på maven på agterdækket.

Hold armene forholdsvis samlet under opstigning, således overarmene løfter brystparti og vest op over kanten.

Drej dig rundt

Lig på maven og drej overkroppen mod agterenden så langt agterude at fødderne kan stikkes ned i cockpitåbningen.

Hav en hånd og lidt vægt ude på pagajskaftet, således kajakken ikke tipper rundt.

Skub dig baglæns ned i cockpittet

Skub dig ned i cockpittet, indtil din hofte er lige over sædet. Brug begge hænder til at løfte skørtet op over hoften, så du ikke sætter dig på det i vendingen.

Vær opmærksom på lavt tyngdepunkt og at ryglænet vender rigtigt inden du roterer rundt.

Vend dig forsigtigt rundt

Vend dig forsigtigt rundt, mens du holder så lav en profil som muligt og stadig holder en hånd og noget vægt ude på pagajen, så du ikke tipper rundt igen.

Kig hele tiden på pagajen under vendingen, på den måde holder du fokus og vægt ude på pagajen og minimerer risikoen for igen at tippe rundt.

Pump vandet ud

Pump al vandet ud af kajakken. Hvis der er større bølger, bør du montere skørtet, inden du pumper, og kun lave en lille åbning til pumpen.

Har du sat pagajflyderen fast under dækslinerne, så lad den sidde mens du lænser kajakken. Har du selv fastholdt pagajen under opstigning, kan denne holdes under armene, for at give stabilitet under pumpningen.

Tag pagajflyderen af

Når du har fastgjort pumpen under en dæksline og trukket pagajen fri, afmonterer du pagajflyderen fra pagajbladet. Luk luften ud, hvis den er oppustelig og løsn fastgøringsstroppen, som også skal ind under en dæksline.

Du er nu klar til at ro igen.

Ovenstående redningsteknik kan ikke øves for tit. Gør den til en del af din leg med havkajakken og afslut jævnligt dine roture med egenredning. Det giver en god balance og du husker den, den dag du virkelig får brug for den.

Det skal dog bemærkes, at der i store bølger er stor risikoen for at tippe rundt og at man derfor kan risikere at skulle gentage redningsmanøvren flere gange. Så vær meget opmærksom når vinden bærer væk fra kysten idet man hurtigt kan drive ud, hvor bølgerne bliver endnu større. Makkerredning er hurtigere og mere sikker, så ro flere når vejret er dårligt med mindre du har et sikkert rul.

Pagajflydere, pumper og datoer for kurser, finder du alt sammen i vores webshop - Klik her >